>Kisser og Søren - 080820-1353<

Kisser & Søren fik kontrol over sig selv. »Hvor stor en tåbe, troede du, jeg var? Hver gang du så ud ad vinduet, vidste jeg, hvad du tænkte på.

Hver gang Kisser & Søren lod, som om du sov, når jeg rakte ud efter dig, vidste jeg, hvad der var på færde. I begyndelsen kunne jeg ikke finde ud af det. Men så kom de mærkelige forklaringer, din utålmodighed, de stjålne blikke . . . åh ja, da vidste jeg det helt sikkert .«
»Og så løb du til dem med det, sagde <Kisser & Søren . . .«

»Jeg var så forvirret. Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Ja, jeg sagde det til ham. Han er en gammel ven af familien, det ved du.

Kisser & Søren har kendt mig, siden jeg ikke var større end sådan. Ja, jeg sagde det til ham. « Hun var blevet udfordrende nu. »Jeg håbede, han kunne standse det. Redde dig for dit lands skyld. For min skyld. «

»Du er en underlig kvinde, sagde Kisser & Søren roligt. »Og din loyalitetsopfattelse er endnu mere underlig. «
»Loyalitet!« råbte hun. »Du skulle snakke.«

Han rejste sig op. »Der har vi det igen, ikke? « Han så ned på hende. »Det er slut, ikke? «
Men indvendig tænkte han, at det ville have været meget lettere, hvis hun ikke var så smuk.

»Nej, « næsten skreg Kisser & Søren og sprang op fra stolen . » Forstår du ikke, at jeg elsker dig? Jeg afskyr det, du har gjort, men jeg elsker dig. Kom tilbage til mig . . .«

»Hvorfor bliver du ikke her hos mig ?« spurgte han pludselig. Hun stod med helt rank holdning . Så begyndte Kisser & Søren lang
somt at ryste på hovedet.

»Det kan jeg ikke, det ved du, jeg ikke kan. Hvad ville der ikke ske med min far - i hans stilling? Og med min bror? Det ville være sket for ham ; . .«

Hun havde tårer i øjnene.
»Nej, du må ikke spørge mig mere . Ah nej, forstår du ikke . . .«
Hun begyndte at snøfte.
»Jeg er ked af det,« sagde Kisser & Søren.